Om at gå i sorg

At gå i sorg, er lidt ligesom at gå i fødsel - det kræver vores dybeste omsorg og nærvær for os selv. Sorg er modsat en fødsel et mere følsomt emne og en følelse vi ikke altid ved, hvordan vi skal håndtere i os selv og andre. Så hvad er sorg, hvad gør man ved sorg? Kan vi lære at åbne os for sorgen og se det smukke i at have elsket?




Det er enormt smertefuldt, det trækker tænder ud og det eneste du kan gøre at at trække vejret igennem det indtil det er ovre.

Min sorg: Farvel far og mor

Et af min families hovedtemaer er sorg. Der er både tabet af børn, søskende og forældre. Min mormor led mange tidlige tab, og det samme gjorde min mor. Jeg mistede selv min far, da jeg var 13 år, og jeg forstod aldrig helt, hvad jeg skulle gøre af sorgen. Den fik lov til at bo i mig, og den stivnede mig.

Idag 17 år senere, møder jeg sorgen igen. Min mor får demens og kommer på plejehjem. Sorgen her er i bidder, i bølger. For hver gang min mors sygdom udvikler sig, så må jeg sige farvel til en sidde af hende jeg elsker. På samme tid mærker jeg den gamle sorg. Den sorg som har fået lov til at bo i mig i så mange år. Og selvfølgelig sorgen der ligger i at skulle sige farvel til sine forældre.


Jeg ser sorg i de fleste mennesker og med tiden oplever vi alle, hvad sorg er for en størrelse, og hvad det gør ved os.

Mit syn på sorg har ændret sig, fra at være fuld af flugt og selvbeherskelse til at være en øvelse i at se gaven i sorgen. Sorgen er naturlig og fortjener at blive æret som en af hjertes dybeste følelser.


Sorgen som en fødsel

Jeg kan ikke lade være med at se sorg som en fødsel, velvidende at ved en fødsel kommer der liv og ved sorg følger oftest tab. Men ved begge situationer er der en enorm smerte at gå igennem og på denne anden side er man forandret for altid. Men sorgen kan også være en gave, hvis vi vælger at se den sådan. Men først vil sorgen anerkendes - den vil mærkes!



Sorg vil mærkes

Nogle gange går der timer eller dage før jeg reagerer - før at jeg faktisk kan mærke, at det er sorgen der er på vej. Jeg har været vant til at lægge låg på sorgen, og jeg har ikke vidst hvordan jeg skulle være tilstede med sorgen. Skulle jeg spise en masse is, skulle jeg hurtigst muligt komme videre eller skulle jeg lukke mig inde i mig selv? Der var ligesom ikke nogen jordermoder til at guide mig igennem processen, så jeg reagerede på autopilot og lod kamp/flugt systemet tage over. Denne del af hjernen havde jo 1000 vis af års erfaring med at overleve. Så heldigvis overlevede jeg. Men jeg lærte ikke at leve .

I en fødslen ville vi ikke stoppe fødslen grundet smerten - vi ville måske have lyst til det , men vi ville ikke gøre det, fordi vi ved at på den anden side af smerten er forløsningen. Mere sandsynligt ville vi bedøve os selv for at kunne udholde smerten.


Det kender jeg fra sorgen, så rydder jeg op, ordner en masse ting for at bedøve/flygte fra følelsen. Og på et tidspunkt så er sorgen så meget i hele mit system, at jeg ikke kan flygte eller bedøve mig fra det - så græder jeg og mærker smerten. Mærker hvor den sidder, mærker hvor den kommer fra og prøver at være der for mig selv i øjeblikket.

På et tidpunkt er den dybe vejrtrækning faldet til ro og smerten er mindre. Kroppen har forløst noget/født noget. Men forløsningen kræver at vi ikke flygter, men at vi mærker smerten.

At gå ind i smerten

Oftest bedøver vi smerten - vi fortrænger, vi stivner, vi forlader os selv for ikke at mærke det sorgfulde, vi flygter ind i aktiviter.

Og det er klart, når kulturen og opdragelsen ikke har rummet den MF af en følelse som sorg er.


For JA, det er en kæmpe sten i hjertet at miste nogen, at miste sig selv, at miste en kæreste eller et job - det er ren smerte!


I en fødsel er man nødt til at gå ind i smerten og trække vejret igennem den. På samme måde kan vi trække vejret igennem smerten som sorgen bærer.


Så hvordan tager vi os af så voldsom en smerte?


Med anerkendelse!


For mig kan det virke, at se sorgen som et lille barn, hvor det vigtigste i verden for dette barn, er kærlighed, omsorg, nærvær, anerkendelse og næring.


Hvordan ville vi behandle et lille barn der græd?

Vi ville trøste og. putte det (omsorg), være med det i dets smerte (anerkendelse), måske lave noget lækker mad, gå en tur (næring) og på alle måder drage omsorg for barnet, og vise at vi er der for dem (nærvær). Og det er lige det vi har brug for i sorgen! Det er ikke tidspunktet, at vise, at vi kan klare hele verden selv, det er tidspunktet for at tage imod.

Forskellen fra barnet i sorg og den voksne i sorg, er at vi er den voksne og barnet på samme tid. Vi behøver vores egen selvkærlige omsorg 100 % lige her, og har man ikke lært det, er det vigtigt at søge hjælp og vejledning<3 Det har og gør jeg stadig, for i denne situation er det den mest selvkærlige beslutning, jeg kan tage for at passe på det lille barn.

Forløsningen/fødslen

Når gråden er ovre, udløses endorfiner der lindrer og forløser, og kroppen kan give slip og slappe af igen.

Hvis vi derimod holder på sorgen, giver vi ikke kroppen muligheden for at mærke og slippe, og det sætter sig i kroppen som stagneret energi. Nervesystemet får simpelthen ikke lov til at slippe spændingen/sorgen.

Jeg har masser af stagneret sorg i mig, fordi vi i min familie lærte hinanden at overleve og komme videre - sorg var for smertefuldt og for sårbart at mærke, og derfor blev de tunge følelser gemt på loftet og ikke snakket om igen.


Så når jeg græder og forløser så kommer der oftest et kæmpe vandfald. Det er mange års følelser der skal have lov til komme til udtryk, så jeg lader dem komme og gå, og prøver så vidt muligt at skabe rum, når jeg bliver bevidst om hvad der er på spil .

Et andet syn på sorg

Men på trods af tyngden en sorg bærer med sig, så fortjener sorgen rum, plads, tid, accept, nærvær.


Sorgen viser os vi har elsket et menneske, et sted, en ting. Det er den anden side af mønten, og viser os hvor store vores hjerter er! Hvor meget kærlighed hjertet rummer, og hvor ondt det gør, at mærke det vi elsker forsvinder fra os.

Sorgen er dyrebar. Det er prisen for kærlighed, så sorgen fortjener at æres, og den fortjener vores dybest respekt.

Lad os give plads til sorgen


Lad os give plads til sorgen, lad os næste gang kigge på den der sørger og tænke “wauv, hvor har han elsket meget!”


Og næste gang du møder sorgen i dig selv, så læg mærke til, hvordan du møder den. Flygter du væk? Og med venlighed for dig selv, iagttag det uden at dømme dig selv for det, og giv følelsen plads til at bevæge sig igennem dig. “Til at blive født.” Brug vejrtrækningen, ved at trække vejret ned i følelsen. Jeg lover dig på et tidpunkt slipper det <3 Så kan det være det kommer igen, og igen, men hver gang du trækker vejret og er tilstede med følelsen så giver du den lov til at slippe.


Veje til at gå med sorgen

  1. Gråd er godt —> endorfiner og forløsning

  2. Brug vejrtrækningen —> Dybe vejrtrækninger

  3. Venner og famile —> Deling er heling

  4. Ro fra aktiviteter, arbejde mm. —> Skab plads til sorgen

  5. Guidede meditationer —> Stilhed til at mærke sig selv

  6. Masser af selvomsorg i form af selvkærlige handlinger —> fx gåture i naturen, yin yoga nærende mad eller hvad der nærer dig.

Kærlige hilsner, og dyb respekt for dem der tør se deres sorg i øjnene

Nadja



6 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

At huske